Når samtalen går på autopilot

| Bloggen

Jeg har lavet et samtalespil, trods dét er jeg ikke verdens bedste lytter. Jeg må nok erkende, at jeg hverken husker at spørge ind ligeså ofte, som jeg gerne vil, og jeg har også den triste tendens, at jeg afbryder. Da jeg opdagede de her ting ved mig selv i starten af 20’erne, prøvede jeg med fuld kræft at bekæmpe det. I dag er jeg 32 år gammel, og jeg er ikke blevet helt vildt meget bedre, ikke af natur. Men jeg kan, når jeg husker mig på det, godt føre en god samtale, hvor folk kommer til, og hvor jeg giver plads og spørger ind.

En af hovedgrundene er, at jeg synes, at det er spændende det, som der foregår imellem os mennesker – alt det, der er i relationerne og i samtalerne. Selvom jeg ikke er god til det, tror jeg også på, at jeg kan pille ved den autopilot, der gør de ting, jeg ikke har lyst til.

Dét er, hvad jeg for tiden har snakket om i en del foredrag. Dét at vi kan skrue på vores autopilot.

Selvom jeg ikke har noget imod at gøre mig selv til idioten, så skal ret være ret. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der oplever, at man er på en måde i en samtale, hvor man efterfølgende tænker, “aarh, det ku’ jeg godt have gjort på en bedre måde”. For mig blev den første øvelse i at lade være meget konkret. Jeg gik altid med en notesbog, og når jeg så tænkte, at nu kommer der en tanke, der gerne vil afbryde, så skrev jeg det ned i min notesbog, og lod derefter personen snakke færdig. Sjældent var det interessant bagefter, men nogle gange var det faktisk givende, for så blev det en måde at bygge på samtalen i stedet for at afbryde den.

Jeg havde ret god respons på et af mine foredrag engang. Jeg mødte en kvinde, hvor børnene var flyttet hjemmefra, og sammen med sin mand besøgte hun derfor ofte venner. Hun erfarede, at de ofte endte med at have de samme samtaler igen og igen med vennerne. De havde derfor besluttet, at de i bilen på vej til et besøg skulle snakke om, hvad de gerne ville snakke med dem om – det gav for hende langt bedre aftener med gode snakke.

Noget andet, jeg erfarer, er, at det samtale spil, jeg lavet kaldet SNAK, ofte ender med at blive købt, men ikke taget frem. Det kommer ud fra en frygt for, at det bliver akavet, at vi bruger et spil – et redskab til at rammesætte den gode snak. Men nu hvor jeg har lavet det, så tror jeg faktisk på, at det er godt for os nogle gange at have en ramme om den gode snak. Det skal ikke nødvendigvis være et SNAK spil. Det er blot vigtigt, at vi ikke tager den gode snak for givet, for selvom at vi tror den bare skal komme af sig selv, så er det bare ikke altid, det der sker. Der kan valget om at træde ind i snakken med en fast ramme være et godt greb.

Hvis vi “bare” håber på gode snakke med dem, vi holder af, men ikke gør noget bevidst for det, er det en skam, for på den måde ender vi med at tage det for givet.

Forleden i forbindelse med et besøg på Ebeltoft Gårdbryggeri, faldt jeg i snak med nogle gæster, som spurgte interesseret ind til, hvad jeg lavede. Samtalen faldt derfor helt naturligt på bl.a. SNAK-spillet. En af gæsterne, en ældre herre, blev tydeligt rørt, da spillet blev nævnt. Han kendte godt spillet. Han havde dog aldrig spillet det selv, men det havde en af hans nære venner gennem mange år.

Han havde spillet SNAK med sine to sønner på en sommerhustur. Og det var egentlig lidt sjovt, for hverken faren eller sønnerne havde for vane at være initiativtagere til de dybe samtaler og ”føle-føle snakke”, som han kaldte det. Men nu var spillet altså kommet med, så det skulle da prøves.

Det blev til en af de der aftener, hvor spillet og dermed snakken trak ud på de sene nattetimer. De kom omkring nogle samtaler, de aldrig før havde haft, og hørte historier om hinanden, de aldrig havde hørt før – også dem, der havde givet knubs, og de ting, der havde været usagte imellem dem i mange år.

To uger senere måtte de to sønner desværre begrave deres far, da han pludseligt døde.

Dén aften i sommerhuset – fortalte herren på Gårdbryggeriet – står i dag som en vigtig aften i sønnernes liv og i mindet om deres far. Og pga. den aften står de ikke tilbage med en nagende fornemmelse af, at der er noget uforløst, noget de gerne ville have vidst eller gerne ville have sagt.

Historien er for mig en god og vigtig påmindelse om, hvor afgørende det er, at vi taler med hinanden, og at vi tør spørge ind i de lidt svære ting. Eller de ting, vi tager for givet. Ikke bare mellem venner, men også internt i familien. Intet er stærkere end blodets bånd, men samtidig er det også nemt netop at tage ens nærmeste for givet og gemme de svære eller store snakke i livet til en anden god gang.

Men nogle gange får vi altså ikke en anden god gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *