Lortemor og Slattenfar

| Bloggen, Ikke-kategoriseret

 

Alt var ikke bedre i gamle dage. At være far og mand var måske mere simpelt, men også fattigt, netop fordi det var simpelt og ofte dumt. Så jeg er glad for at være mand og far nu og ikke i fortidens patriarkalske kultur. Jeg går egentlig ind for, at vi som mænd og kvinder er forskellige, og der er ret mange ting, min kone kan, som jeg ikke kan. Her taler jeg ikke om at støvsuge til perfektion eller at kunne finde ting, der umiddelbart er blevet væk. Nej, jeg tænker på det, at hun kan føde, amme, og at mine børn har en særlig tilknytning til hende af den simple grund, at de har været i hendes mave. Men her den anden dag havde jeg en oplevelse, hvor jeg tænkte måske hun, i sin tættere tilknytning også er lidt mere vedholdende, end jeg selv er.

Normalt i vores liv oplever jeg, at jeg ikke altid er første prioritet. Mine to yngste børn vil næsten altid foretrække at blive puttet af deres mor, til trods for at de har været sammen med hende hele dagen… eller måske netop derfor – de passes hjemme.

Men en dag, hvor de to store børn var på tur ved bedsteforældrene, oplevede jeg, at det vendte. Jeg havde det meste af søndagen hygget mig med Elmer på to år. Da jeg sidst på eftermiddagen skulle jeg afsted for at holde foredrag, blev det til en serenade af “dig, lege, mig”, efterfulgt af at mor slet ikke var god nok, og der blev endda råbt dumme mor og lortemor, hvilket så blev ved resten af dagen ind til sengetid.

Det var så galt, at da han vågnede kl. 2 om natten og ville ind i vores seng, var det ikke igen til en; “jeg vil ikke have dumme mor”… Og her skete der så noget spændende, for jeg har mange gange prøvet, at der er blevet kaldt på mor, og at jeg dermed ikke har følt mig så prioriteret. Min reaktion er at give op og tænke, hvis de vil have mor, så fint. Men min kones reaktion var anderledes. Hun tog Elmer, som igen sagde ”lortemor”, men så holdt hun om ham, tyssede lidt og nussede ham.

Jeg tror, at vi fædre kan lære et eller andet af den vedholdenhed. Men hvis jeg giver op, hver gang mor er bedst, så er det klart, at jeg ikke får lov til det. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men vi kan prøve.

På DR har der netop kørt en serie med titlen ”Lortemor”, som gav et rigtig fint indblik i forskelige mødre, som tager forskelige valg. I serien har vi den – i min bog – dygtigste familieekspert i Danmark, Per Schultz Jørgensen, som kommer med en opmuntring til mændene om at træde helt ind i forældrerollen.

“Far skal mere på banen, både for at give den nære tilknytning, men også for at give det, han har at give som far”.

Jeg kan huske en sangtitel fra et metalband, der hed “all the best cowboys, have daddy issues”. Titlen er lidt sjov, men fortæller også om det triste i, at fædres rolle historisk set har været super slatten. Ikke når den kom til at forsørge, men når det kom til at være nærværende over for små mennesker, hvis eneste ønske er at få anerkendelse, kærlighed og engagement fra sine forældre.

Lige inden jeg runder af her. Der er stemmer, der vil sige denne tese imod – altså at man skal “kræve” ens børns kærlighed, hvilket det først fremmest ikke føles som i praksis. Det føles som vedholdenhed og er også et ønske om at kunne træde til, når mor er træt. For det andet så er fædre udsat for at føle sig som anden prioritet utrolig ofte. Og de stemmer, der siger, at man ikke skal tvinge børn til noget, de ikke vil, er for det meste kvinder, der netop har fået lov at være første prioritet, og som, jeg tror, ville gøre præcis det samme som mine kone. Omfavne barnet, tysse lidt og komme videre.

Så hermed en lille simpel opfordring til fædre, der ikke vil være slatne; hold ud, og vær lidt vedholdende, når det kommer til jeres børn. De vil jer godt, men hvis de altid selv får lov at vælge, kan det godt føles lidt stramt og lidt svært at frigøre mo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *