Har vi ventet på at blive vækket?

Jeg har et band, hvor jeg synger. Måske det er lidt misvisende, for jeg råber mere, end jeg synger, da det er over i metalgenren. Bandet hedder ‘The Wakers’, og sangene har en lyst til at vække noget i lytteren. I en sangtekst synges; “Det er som om, vi venter på, at privilegierne stopper. Vi længes efter den perfekte ferie, fordi hverdagen ikke får vores hjerte til at banke”. Lige nu er vores privilegier ikke, som de plejede, og dét, vi længes efter, er hverdagen. Men man kunne håbe, at vi ikke kommer tilbage til den samme hverdag. Måske kunne vi finde bedre veje?

Jeg sad engang med en kammerat og fortalte om min sorg over at have mistet nogle venner i en ulykke. Jeg var dybt ulykkelig og reflekterede en masse over livets værdi – og mangel på samme. Min kammerat sagde på et tidspunkt i samtalen, at selvom han godt vidste, at det lød dumt, så var han nærmest misundelig. Han misundte dét, han kunne se, jeg havde. Ikke sorgen, men følelsen af at være vågen. Jeg kan huske, at jeg blev lidt sur på ham. Jeg kunne ikke se noget, der var misundelsesværdigt i det. Men når jeg nu ser tilbage på samtalen, som efterhånden er ti år siden, kan jeg måske godt se, hvad han mente. Dengang føltes livet som mere end nogensinde. I mit band skrev jeg dengang en tekst; “Jeg har aldrig været så bange for livet, og jeg aldrig været så spændt på det”.

Hele verden er lige nu i undtagelsestilstand, og ingen kommer nok helt uberørt ud på den anden side. I P1’s radioprogram ’Direkte med Clement Kjersgaard’ blev der endda talt om en ende på kapitalismen. Både i de små liv og den store verdensorden er der mulighed for en stor forandring. Lige nu føles det ikke rart. Personligt lever jeg af at holde foredrag, så det går ikke så godt med business for tiden. Dagene efter at Danmark blev lukket ned, var jeg i følelsesmæssig fosterstilling, og jeg ved stadigvæk ikke helt, hvordan jeg skal rejse mig igen. Mit humør er blevet lidt bedre, men jeg tror faktisk mest, det er solens skyld. Skulle nogen komme til mig og fortælle mig, hvor heldig jeg er, kunne jeg også i den situation blive “lidt vred”. Det bare for tidligt, og coronaen er for alvorlig til, at vi kan sige; “det var godt nok godt, den kom”. Det ville være dybt respektløst. Men det var heller ikke dét, jeg oplevede min kammerat sige dengang. Selvom jeg blev vred på ham, var det ikke respektløst. Han forsøgte egentlig bare at anerkende, at jeg var midt i at lære noget vigtigt – at få lov at se verden på en ny måde.

Jeg håber inderligt, at vi på den anden side har taget noget med. At vi er blevet vækket en lille smule, at vi begynder at bygge en samfundsmodel, der giver mere plads til det, der giver værdi i hverdagen – f.eks. hvordan vi arbejder. Måske hjemmearbejde blev mere acceptabelt, så fik vi også en mindre belastet trafik på E45? Vi kunne se på de arbejdsfunktioner, der bar os under krisen, og overveje, om vi værdsætter dem på en god måde?

Grundlæggende så er kriser ikke fede, men det er fedt, når vi lærer noget af dem. For netop den slags læring kan medføre en reel forandring. Det opleves enormt meningsfuldt at vende smerte til sejr. Jeg håber ikke helt, at vi får den samme verden, som vi kender den. Jeg håber, vi får en ny verden, hvor vi kaster flere ting over bord, fordi de ikke har værdi. At vi stopper travlhedens samfund og skaber mere tid til hinanden. Der snakkes om, at alt er relativt, og at alles virkelighedsopfattelser er sande, hvis de blot føler det. I en krisetid finder vi ud af, hvad der har værdi, og hvad der ikke har. Lad os huske dét på den anden side. Lad os ikke falde i søvn igen. Vi har flere kampe at kæmpe sammen.

Det var mit valg, at bandet skulle hedde ‘The Wakers’, fordi jeg var forelsket i en sætning fra en bog om heltens anatomi. “The Hero is the Waker of his soul”. I sin helhed lød citatet, løst oversat til dansk, således; ”For den livet er en søvn, og døden en opvækning. Helten er den, der vækker sin sjæl”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *