Gør telefonerne, at vi stadigvæk er sammen hver for sig?

| Bloggen, Uncategorized

For et års tid siden sad jeg på en café med en nær bekendt. Hun er et menneske, som jeg elsker at mødes med, fordi hun ved en masse ting om emner, jeg interesserer mig for. Jeg bliver altid beriget af at være sammen med hende. Samtalen gik godt, og det var præcist så spændende, som jeg havde håbet. Men så skete der noget. Da vi havde snakket i halvanden time, ringede min telefon. Det var en ikke smartphone, fordi jeg ikke brugte min smartphone med ved sociale lejligheder. Men i denne situation blev jeg perpleks, da det var min bror, der ringede, og jeg vidste, at der var en akut situation i vores familie. Uden at tænke over det tog jeg den, og min samtalepartner udnyttede anledningen til at gå på toilettet. Da hun kom tilbage, var mit opkald færdigt – og her skete der noget, som har fulgt mig siden. Hun spurgte, om hun måtte dele, hvad hun lige havde oplevet. Det sagde jeg ja til.

Hendes oplevelse af situationen var, at jeg måtte være kommet til et punkt, hvor jeg ikke mere syntes, at hendes selskab var interessant, og at det var grunden til, at jeg havde valgt at tage telefonen. Jeg blev så flov. Det var på ingen måde min intention. Men uanset havde jeg netop lige givet hende en følelse af afvisning. Jeg kunne undskylde, men ikke tage den tilbage.

Det har fulgt mig siden, fordi det jo er noget, jeg ofte gør over for mine venner, familie eller mine børn. Jeg er også selv ofte udsat for det midt i en social sammenhæng, hvor jeg eller en anden pludseligt falder ud og begynder at kigge på telefonen. Ikke engang fordi den ringer, bare fordi et eller andet impuls tager over, og så sidder man dér, fanget af den lysende skærm.

Vi er netop gået igennem en tid, hvor telefonen blev en livline til at mødes. Min kone var fx. til quizaften med en flok veninder over telefonen. Jeg har selv forsøgt mig med brætspil over videochat under Coronatiden. På den måde har vi netop fundet de gode sider af al den teknologi, vi har omgivet af. Jeg vil dog slå et slag for, at vi ikke finder en ny normal, hvor det er helt ok at være flere steder på én gang. Det er jo lidt det, vi gør, når vi sidder i andres selskab og søger andres. Vi sørger for ikke at gå glip af noget, men måske er det netop dét, vi gør.

Jeg har for nyligt været ude på en skole med mit første foredrag, efter at verden er begyndt at åbne for den slags igen. Det første jeg ser, da jeg kører ind til skolen, er fire børn med hver sin skærm og ingen interaktion. ”Sammen hver for sig” bliver lige pludselig lidt mindre charmerende, end det var under Coronatiden.Frederik Svinth, iværksætter og foredragsholder.

I mit foredrag på skolen talte jeg om ensomhed og venskab. Jeg forsøger bl.a. at gøre klart, at man ikke “får” nye venner af at være en klasse. Man skaber venner, og man er en aktiv del i at danne venskaber. Men så kom der et godt spørgsmål; “Hvad gør man, hvis man prøver at skabe nye venskaber, men bliver afvist?” Hertil kom jeg med en lille fortælling om min datter:

Da hun var fem år, var vi på et sommerhøjskoleophold på Sønderborg Idrætshøjskole. Hun var spændt på at møde nye mennesker og gik til det, som børn gør bedst. Hun løb op til den første pige, hun mødte, og sagde; ”hej, jeg hedder Daggry. Hvad hedder du?” Pigen svarede ved at fortælle sit navn, og så skulle der ikke mere til. De gik derfra hånd i hånd. Men dagen efter kom hun og sagde, at hun flere gange havde spurgt nogen, hvad de hed, hvor de ikke havde svaret. Med en let gråd i stemmen sagde hun så, “hvordan skal vi så blive venner?” Jeg sagde, at de måske bare var generte, og at hun i hvert fald ikke skulle tro, at det var hendes skyld. Næste aften, da hun var ved at blive puttet, stak jeg hovedet ind for at sige godnat, hvortil hun livede op og fortalte: “Far, i dag spurgte jeg en pige, hvad hun hed, og så spurgte hun også mig”

Når vi bliver afvist, er det først og fremmest vigtigt, at vi ikke lader det fortælle os, hvem vi er. Og når vi selv afviser andre, ved fx. at tage telefonen frem, må der være en god grund, og dén burde forklares, idet man vælger at afbryde samværet. Ellers bør vi vel lade vær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *