Jeg skylder mine to piger og alle andre kvinder at tage del i kampen

| Bloggen, Uncategorized

Jeg var for nylig ude og undervise en flok 8. klasser om fællesskab. Det blev gjort på corona-vis, så i stedet for at gøre det for alle ni 8. klasser på én gang, skulle der afholdes ni foredrag for én klasse ad gangen.

Jeg ville fortælle om, hvordan at ’fællesskab’ er et ord, vi ofte kan tage forgivet. Et entydigt godt begreb. Men ’fællesskab’ har også en skyggeside, for hvis et fællesskab er båret af dårlige værdier, så kan et fællesskab lige så godt have en negativ effekt. Som et eksempel brugte jeg realityprogrammer. Her er målet for et fællesskab ”divide and conquer” – i hvert fald i de fleste programmer produceret af TV3 og dets lige. Målet bliver altså at spille folk og vinde. Strategien frem for relationen, sejren før forpligtelsen.

Efter en lille intro i det første foredrag gjorde jeg noget, som jeg ikke gør igen. Det blev for sårbart. Jeg spurgte nemlig, om de havde oplevet at være i et dårligt fællesskab. En dreng fra klassen nævnte, at han havde følt sig udenfor til fodbold – og hernæst kom grunden til, at det blev et engangsforetagende. Der var nemlig to andre drenge fra klassen, der grinte højt, hvilket resulterede i, at drengen tog kasketten ned foran øjnene og græd.

Dét gjorde mig så ondt at se. Her havde vi en dreng, som havde gjort sig sårbar, og det, han blev mødt med, var blot hån. Jeg forsøgte at redde den. Jeg fortalte, hvordan der i fællesskaber er kulturer – ting vi gør -, og hvis ikke det bliver modsagt, så fortsætter det. Hertil kiggede jeg de to drenge i øjnene og sagde; ”f.eks. når en person fortæller noget, der er svært, og nogen griner, så kan man enten lade det passere eller gøre noget ved det”. For selvom man ikke selv synes, at dét, som en anden synes var svært, er svært, så skal man anerkende, at det tager en vis portion mod at stille sig frem og fortælle om det.

Jeg ønsker ikke, at mine to piger skal vokse op i en verden, hvor den adfærd, som tidligere har været accepteret, er gældende. Jeg skylder dem og alle andre kvinder at tage del i kampen, fordi sådan er det med kulturer. De ændrer sig først, når vi alle går med i kampen.

Hvis der eksisterer en kultur, hvor det er normalt, at man griner – og hvor man tillader, at der bliver grint -, når andre siger noget svært, så er det de andres opgave at gøre noget ved det. Det kan ikke være ham, der var sårbar. Og de grinende drenge forstår det tydeligvis ikke. Derfor bør det være de andre i klassen, der skal gå hen bagefter og sige; ”wow, det var modigt”. Det er dem, som skal give grinebiderne et klask i nakken og sige, at det ikke var sejt.

Dét er måden, vi ændrer dumme kulturer på. At de, der ikke er med i kampen, træder ind i den. Derfor er jeg i båd med alle dem, som for tiden hylder Sofie Linde for det, hun gjorde til Zulu Comedy Galla. Godt nok var hun offeret i historien, men det forblev hun bestemt ikke, da hun gik på scenen og sagde fra over for den negative mandeverden, som mediebranchen virker til at være præget af.

Der er en del mænd, som får ondt i løgene over, at en sådan fortælling skal frem, fordi de føler sig angrebet. Men det er formentligt, fordi de har været passive medspillere til lige nøjagtigt den slags kultur. Og selvom man ikke har sagt “ned på knæ skatter”, så har man heller ikke været den, der sagde fra. Jeg har selv skulle ransage min egen fortid, og jeg kan godt se, at jeg i mine teenageår trådte ved siden af. Det er jeg ikke stolt af, men jeg vil for alt i verden ikke forsvare det.Frederik Svinth, iværksætter og foredragsholder. 

Nogle af vores kulturer tillader ting, men vi kan ikke gemme os i dem. Vi bliver nødt til at forholde os til det negative i dem og gøre op med det. Når vi ser usunde kulturer i verden omkring os, duer det ikke at stå tilbage og sige; “men det er jo ikke mig”. Det er faktisk ikke nok. Jeg skal som mand være med i kampen for, at ting forandrer sig – og ikke tillade, at det bliver kvindernes kamp. Jeg ønsker ikke, at mine to piger skal vokse op i en verden, hvor den adfærd, som tidligere har været accepteret, er gældende. Jeg skylder dem og alle andre kvinder at tage del i kampen, fordi sådan er det med kulturer. De ændrer sig først, når vi alle går med i kampen.

Jeg sad engang i en samtale til en podcastoptagelse med Julie Rokkjær Birch. Vi kom ind på, hvordan kvinderne i Danmark havde fået stemmeret. Og selvfølgelig var det en kvindeledet bevægelse, der stod bag, men det var mænd, der skulle tage beslutningen. Det gjorde de, og det samme skal vi nu. Lige såvel som i alle andre rådne kulturer, vi ser omkring os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *