“Jeg har bare lige brug for et menneske”

| Bloggen, Ikke-kategoriseret

I mit barndomshjem kunne man ikke sige noget dårligt om nogen eller noget, uden at min far skyndede sig at sige, at det jo ikke var så slemt. Han er prototypen på en optimist, og uanset hvor irriterende det kan være til tider, kan jeg ikke undsige, at jeg har fået en god portion af det. Det er jeg nu egentlig meget glad for. Livet bliver ikke nemmere med et lyst sind, men der er ting, som ikke får lov at sidde fast så længe. Og for mig er det ganske praktisk, at det dårlige ikke altid får lov at fylde for meget. Men hvor jeg dog hader det her corona-show efterhånden. Og jeg kan mærke, at min optimisme prøver at sige, at det ikke er så slemt igen – men den her gang gider jeg ikke at lytte. Den kan ikke overbevise mig om, at der ikke er et problem, for det er der altså …

Jeg afleverede min datter, som går i 1. klasse, på skolen i går, og for første gang insisterede hun på, at jeg skulle gå med ind og bare have en maske på. Der står på døren, at man skal aflevere dér, men min datter fortalte, at de andre forældre sommetider går med ind. Jeg går ind, hilser med højt humør på en dreng fra hendes klasse, dernæst kommer tre andre drenge. Jeg bliver lidt tavs, da jeg ser dem. Jeg kan ikke huske deres navne, og de kigger på mig, som om jeg er fremmed.

I hele min datters tid i 0. klasse var jeg ofte i klasselokalet i en ti minutters tid, inden lærerne kom, hvor jeg legede fjolleonkel og så deres legetøj. Jeg brugte tid på at være sammen med dem, fordi jeg synes, at det er fedt at kende dem. Nu er det taget fra mig, og da jeg bagefter gennem vinduet står og snakker med min datters lærer, presser en tårer sig på. Jeg kan mærke, at det gør mig så ked af det. Her står et dejligt menneske, som bruger sin tid på noget så sejt som at give min datter en god start på skoletiden. Jeg har stået der og snakket et par gange, men det er bare ikke nok. Jeg føler mig frarøvet relationer og fællesskaber i mit liv, som jeg ønsker. Jeg hader det her lort og dét, som det gør ved os. Det sniger sig ind alle mulige vegne.

Jeg besøger ikke min gamle nabo mere. Vi snakker sommetider på vejen og i haven, men jeg tør ikke helt at gå ind i hans hus. Han vil jo ikke kunne klare den, hvis han fik sygdommen. Vi mister noget af det gode, der ellers var det bedste ved at bo her på landet, hvor vi ikke bare ser mennesker som os selv. Fuck dig corona og det, du gør ved os.

Den anden dag står jeg på færgen på vej til Sjælland fra Aarhus. Jeg står ved at højt langt bord, hvor man kan oplade sin computer. En dame kommer og spørger om, det er ok, at hun lige lægger sine ting og går på toilettet. Da hun kommer tilbage, kigger hun på mig og spørger om, det er ok, at hun lige snakker med mig. Hun trækker vejret dybt og fumler med ansigtmasken. Jeg tager min kaffekop op under munden, så det ligner, at jeg drikker kaffe, kigger på hende og siger “ja da”.

Hun var midt i en form for angstanfald. Alt for mange ting der overvældede hende og alt for mange mennesker med masker. Eller rettere hun følte ikke, at der var mennesker – ingen sympati at hente. Vi er i forvejen ringe, når det kommer til at rumme vores omstændigheder i det offentlige, men maskerne var her udslaget, der forværrede det. Vi står og snakker det næste kvarter, som når man holder fingrene på åbningen af en ballon og lader luften fise langsomt ud, hvorefter der kommer en prutlyd. Sådan forlader den kropslige reaktion på presset hende – og helt uden prutlyd.

Det første hun sagde var: “jeg har det lige lidt svært lige nu og har bare brug for et menneske. Jeg føler mig bare lige lidt ensom, og så er der alle de her masker … Er det ok, at jeg lige snakker med dig?” Det var mere end ok. Jeg blev så glad for, at hun gjorde det. Det var et priviligium at få lov til at være menneske, og det er derfor, at min optimisme bare skal lukke røven. For det er noget lort, når det går ud over vores menneskelighed, og jeg advokerer slet ikke for, at vi ikke skal gå med masker. Vi skal bare give os selv lov til at hade dem. Jeg er så sur på den nar til corona.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *