Social trivsel er ikke elevernes eget ansvar

| Bloggen, Uncategorized

Jeg har mødt mange af de unge, der har siddet låst fast i lockdown den seneste tid. Det er blevet tydeligt for mig, at der er brug for, at de skoler, højskoler og uddannelsessteder, der i denne og den kommende tid åbner op, forstår, hvordan de skal gribe opgaven an, med at sætte fokus på social trivsel. Det er netop min anledning til at møde dem.

Jeg har nemlig afholdt foredrag og samtaleworkshops online, og hvor det har været muligt at gøre det fysisk, har jeg også gjort det. Det har givet en fornemmelse af, hvad behovet er. Et behov, jeg tror, man skal dække så godt som muligt. Behovet er at skabe rum, hvor eleverne mødes som mennesker, ikke som studerende. Rum, der er rammesat frem for frie.

Det, man kunne tro, er, at der er brug for festligheder og sociale rum, som vi kender dem. Men nu havde jeg en flok internationale studerende til en session, hvor de som en del af programmet skulle ud i små grupper og tale sammen, ud fra nogle præfabrikerede spørgsmål, som blev stillet til en ad gangen. Her blev det tydeligt, at allerede inden vinterens lockdown var der en mangel.

Til trods for, at det hele foregik online, så havde en af eleverne en oplevelse af, at den samtale han fik med nogle fremmede der, overgik den sociale interaktion, han hidtil gennem to semestre havde oplevet. Han oplevede større nærvær og social forbundenhed, end han havde det halvår, hvor han havde været på skolen.

Det samme sagde en elev fra journalistuddannelsen, da vi var færdige, ved blot at sige, at det egentlig var den bedste samtale, han havde haft i et helt år. Corona har udstillet det faktum, at vi ikke kan forvente, at socialt samvær er god kvalitet, bare fordi det er samvær. Vi bliver nødt til at turde fremstille det at tage ansvar for det møde, der bliver skabt blandt de unge.

En elev fra en efterskole, jeg besøgte, fortalte, at hun ikke havde haft kontakt med nogen som helst fra skolen i de tre måneder, de var hjemme. Det slog mig virkelig hårdt i brystet at høre. Hun følte sig helt klart ensom. En følelse, jeg kan se, når jeg taler om den, er genkendelig for mange flere nu end før corona.

Jeg tror på, at hvis skoler skal tage ansvar for en som hende, så er det ikke godt nok at sige: ”Her har du noget fritid, brug den så godt du kan”. Man bliver nødt til at facilitere møder mellem eleverne, som giver dem et indblik i, hvem dem omkring dem er. De møder skal hjælpe til, at de andre omkring hende bliver motiveret til at åbne op, så hun ikke står alene med følelsen af at skulle lykkes socialt.

Skal skolerne løfte opgaven med trivsel i den kommende tid, skal der et ord med. Det er ikke blot trivsel, der skal i fokus men social trivsel, og den opgave må ikke lande på eleverne men på skolen.

Nu er jeg lidt forudindtaget, når det kommer til at rammesætte samtaler, da jeg til dagligt arbejder med at udvikle samtalespil. Men jeg tror på, at der er mange måder at skabe et rum for, at relationer kan dannes.

Man kan gøre brug af samtalesaloner, lave buddy-systemer, gøre brug af Mary Fondens Netwerk projekt. Uanset hvad man gør, så se det som jeres opgave, at de får skabt relationer i stedet for kun at lade det være op til dem.

Jeg fik engang en fortælling fra en kammerat, der havde taget et af mine samtalespil med på studietur med hans bachelorårgang. Her var der en medstuderende, som tydeligt for alle ikke var en del af fællesskabet, men pludselig er han med i et spil SNAK. Her går snakken fint rundt, og alle får talt.

Jeg får fortalt, at eleven, der havde været holdt uden for, pludselig italesætter følelsen af at være udenfor, og endda godt forstår, at det sker. Han forklarer, hvor han kommer fra, og hvorfor han nogle gange handler, som han gør.

Da min kammerat fortæller dette, er det flere måneder siden, men der var sket en ændring. Ham der havde været udenfor, var nu en del af fællesskabet. Da de havde set ham, hørt ham og ikke mindst forstået ham, kunne de ikke holde ham udenfor mere. Det rum, der opstod, krævede en ramme, som de ikke selv kunne skabe uden en hjælpende hånd.

Jeg tror på, at vi står overfor en opgave, hvor vi må skabe mere plads til netop de samtaler, hvor der er plads til at føle sig set og mødt, og igen ikke mindre forstået og kendt. For når det sker, vil folk ofte åbne døren og lukke folk ind. Det er der brug for for at skabe social trivsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *