Sårbarheden gør os til mennesker for hinanden

| Bloggen, Uncategorized

Jeg sad og hørte en podcast af Christian Fuhlendorff forleden, kaldet Hva’så?! I podcastserien interviewer Christian Fuhlendorff en række kendte mennesker, eller rettere: Han har en samtale med dem.

Det er tydeligt, at han har forstået noget om sig selv i den serie, som er, at han ikke af natur er verdens bedste samtalepartner. Han sidder ofte før og efter selve samtalen og snakker om de ting, han gerne ville have gjort anderledes. De ting, han har svært ved og de tidspunkter, hvor han kom på glatis eller ikke fik spurgt ind til det rigtige.


Men i et afsnit, hvor Nicolai Lie Kaas er med, skete der noget ret særligt. Igennem en, af emnet taget betragtning, humoristisk og varm samtale om det at have mistet til selvmord, eller at have familiemedlemmer, der har været tæt på det samme. Her finder de hinanden.

Det er nærmest som om, man kan høre dem være på bølgelængde på grund af netop den samtale, der hænder i løbet af de første minutter. Fra da af er de ikke to fremmede til trods for, at de ikke kender hinanden. De finder hinanden og spejler nogle følelser, der kommer af, at de “bare” er mennesker.

Det er en kamp i hver samtale for Christian Fuhlendorff at komme derhen, og denne gang lykkedes det. Det er som om, at det sårbare i samtalen bringer dem sammen.

Sådan tror jeg ofte, det er i livet. Vi går og leder efter en sammenhæng mellem mennesker, og nogle gange er det næsten underligt, hvor natuligt den kommer, når først vi kommer derhen, hvor livet gør ondt.

Jeg var på en højskole i foråret, hvor jeg skulle tale om venskab og ensomhed. Jeg blev, lige inden jeg gik på, fortalt om, at der et par uger før jeg var startet og kun ganske kort inde i forløbet, havde været et dødsfald. En ung pige var ikke vågnet, helt uden varsel.

Det havde skabt, hvad man kun mildt sagt kan kalde en choktilstand. Men hvad jeg også oplevede, var en særlig stemning blandt eleverne. De havde noget sammen, jeg sjældent har oplevet i et fællesskab blandt mennesker, der kun har kendt hinanden en lille måned.

De var blevet givet en forfærdelig oplevelse, som ingen ville ønske, og i den oplevelse havde de fået et udgangspunkt, der satte fokus på livets skrøbelighed og på sårbarheden. Det gav dem en sammenhæng.

Forleden læste jeg en artikel i Kristeligt Dagblad om en pige, der led af angst. Hun fortæller, at hun i 10 år, frem til hun var 22 år, holdt det for sig selv. Men da hun åbnede op om det for sine venner, skete der ikke det, hun frygtede.

Hun oplevede, at de alle åbnede op. At de genkendte hendes oplevelser, og at det, hun frygtede ville skabe en afstand, skabte det modsatte. Det helede og styrkede de relationer, hun havde.

Livet er ikke altid nemt, men når vi går sammen og deler det, som er svært, både i det små og i det store, så opleves det oftest, at det betaler sig. Det sårbare ligger i, at man ikke kan vide, om det man søger og den sammenhæng, man ønsker, faktisk kommer.

Det kan være, man føler sig afvist. At man ikke føler sig mødt. Det kan gå galt, men i det forstår vi også, at sårbarhed er modet til at vise, hvem man er. Modet til at handle, til trods for at man ikke kender resultatet.

Derfor er det ikke kun vigtigt at turde åbne op og dele kampen med andre. Det er ligeså vigtigt, hvordan du vælger at handle, når andre gør det. At du viser dem, at det er det hele værd. At det er, når vi er på bølgelængde, at vi er mennesker, der er mere end vores præstationer.

Vi er mennesker, der har brug for hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *